Tingsted på Skelgårdsskolen

Mosaik på 12 sten til Tingsted foran Skelgårdsskolen. Jeg tegnede 12 motiver med inspiration fra originale vikingemotiver. Elever fra 5. klasse lagde mosaikken på tape efter mine tegninger. Lisa, som er frivillig i Glad Sol, og jeg monterede og fugede dem på stenene. En stenhugger har lavet fordybninger i stenene til mosaikkerne. Mosaikken er af genbrugsglas fra gamle vinduer. Oktober 2019

 

Mosaik-bæk til frilandsmuseet Fredriksdal i Helsingborg

I Fredriksdal museer och trädgårdar i Helsingborg er man ved at opføre en legeplads, ‘Trollskogen’, tegnet af landskabsarkitekt Helle Nebelong. I denne Trollskog skal der være en flod med fisk i af mosaik, som jeg fik til opgave at lave. Processen blev skudt i gang sidste sommer (2018), hvor jeg med skolebørn fra området lavede 25 mosaik-fisk på tape til bækken. I juli 2019 tog jeg til Helsingborg for at montere fiskene i floden og lave vandet. Med hjælp fra 8 frivillige fra Sverige og Danmark lavede jeg floden på ca 20 m2 med alle de smukke blå nuancer. Trollskogen skulle gerne være færdig i slutningen af september og jeg glæder mig til at se det færdige resultat, hvor der bl.a. kommer to broer over floden.

Mosaik på 22 fortovsfliser til Aalborg Kommune

Jeg har netop afsluttet et spændende bestillingsarbejde for Aalborg kommune, der ønsker mosaik på fortovsfliser langs deres kommende BRT Plusbus-rute. Jeg designede motiverne efter et ønske om at det skulle handle om plusbussen, hvor jeg valgte et gennemgående tema om bussen i Aalborg med flere genkendelige bygninger, som findes langs ruten. Sammen med elever fra Aalborg Kommunes billedskole blev mosaikkerne lagt midlertidigt på tape, og med hjælp fra frivillige blev mosaikkerne monteret og fuget på fliserne.

Ruten forventes at være færdig i 2023, og mosaikkerne kommer på plads efterhånden som ruten etableres.

 

Mosaikkursus på Bornholm

Rocìo Paniagua http://dewdrop.dk/ og Pia Skak Mortensen (Glad Sol) holdt i juni 2019 mosaikkursus i Sandvig på Bornholm for 14 glade kursister. Det var sådan en skøn oplevelse at vi gør det igen til næste år. Der kan blive rift om pladserne så hold øje med hvornår vi er klar med et nyt kursus her på siden, på Facebook og Instagram.

Vogeltreppe Mosaikprojekt i Tyskland

52 mosaikkunstnere fra 22 forskellige lande med 1 mission: At forskønne den sydtyske by Pirmasens med mosaik.

Mosaikentusiaster fra hele verden har sendt deres mosaikfugl til mosaikkunstner og projektansvarlige Isidora Paz Lopez, som integrerer disse i sit design. Jeg repræsenterede Danmark og havde lavet en svane.

Projektet forventes afsluttet og mosaikken monteret på en trappe i september 2019.